Danish Crown forbyder brug af blå farve på grisene

Grise med blå farve

SPU har i dag besluttet at forbyde brugen af den blå farve, når slagtesvin og søer mærkes ude i staldene.


Randers, 27. januar 2012   

Ved udgangen af 2011 kunne Landbrug & Fødevarer sammen med DAKA og Danish Crown konstatere, at den blå sprayfarve, der bruges til at mærke grise og søer til slagtning, indeholder et stof, som efter EU´s bestemmelser ikke er tilladt til brug i forbindelse med fødevarer og dyrefoder.

Derfor har Danish Crown fra dags dato valgt at forbyde brugen af den blå farve på slagtedyr leveret til Danish Crowns slagterier.

- Som international fødevarevirksomhed lever vi af troværdighed og høj fødevaresikkerhed. Derfor træffer vi også en hurtig beslutning, når der er den allermindste tvivl. Også selv om der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko forbundet med brugen af farven, siger direktør i DC Ejerservice Vagner Bøge.

Firmaet, som producerer mærkefarve til brug på svin, arbejder i øjeblikket på at udvikle et alternativ til den blå farve. Indtil den findes på markedet, er man henvist til at bruge andre eksisterende farver. De indeholder ikke det stof, som den blå farve indeholder.

Forbuddet træder i kraft med det samme, og Danish Crown forventer, at de sidste slagtesvin mærket med blå farve er slagtet inden udgangen af uge seks.

Seneste nyheder