Randers, 4. marts 2010
Som et første led i årets strategiarbejde tog repræsentantskabet på februarmødet hul på en åben diskussion om fremtidige scenarier for DC's udvikling, og de udfordringer som fremtiden indebærer - herunder også spørgsmål om langsigtet selskabsstruktur, finansieringsmodel og udviklingsretning. Debatten vil blive fulgt op ved senere lejligheder i årets løb.
DC's bestyrelse har fået ikke mindre end seks nye medlemmer. Derfor benyttede man lejligheden til at præsentere de nye medlemmer for repræsentantskabet, herunder også de to nye eksterne bestyrelsesmedlemmer, som repræsentantskabet tog vel imod. På mødet blev der gjort status over DC Future, der på de fleste områder forløber planmæssigt. DC har også regnskabsmæssigt fået en god start på året.
Der blev fra mange repræsentanter udtrykt meget stor frustration over de danske rammevilkår for kødproduktionen, herunder risikoen for nye begrænsninger i landbrugets udviklingsmuligheder.