Randers, 25. maj 2010
Kan finansfolk lave mad? Det spørgsmål blev besvaret tirsdag aften, da koncernøkonomidirektør Preben Sunke stillede medarbejdere fra DC’s finansafdelinger overfor en helt ny opgave. De skulle i køkkenet og lave deres egen aftensmad.
Medarbejdere fra DC’s finansafdelinger i hele verden er over to dage samlet til Financial Conference i Randers, hvor de forbereder sig til arbejdet med årsrapporten.
Iført Danish Crown forklæder og matchende t-shirts gik finansfolkene ihærdigt til arbejdet i Danish Crowns mobile køkken, som i dagens anledning var stillet op i maskinhuset hos Erik Bredholt, som er næstformand i DC’s bestyrelse.
Ideen bag aftenens mad-workshop var at lade finansfolkene mødes over køkkenbordet, så de på den måde kunne skabe relationer og lære hinanden bedre at kende og derigennem fremme samarbejdet mellem afdelingerne og på tværs af landegrænser.
- At møde hinanden ved køkkenbordet i stedet for på kontoret kommer helt sikkert til at have indflydelse på vores arbejde med årsrapporten og vores samarbejde generelt, fortæller Laurent Egret fra finansafdelingen i ESSFOOD.
For Laurent Egret var det hans første besøg hos en svineproducent på trods af hans 15 år i Danish Crown koncernen.
- Det er vigtigt for os, som normalt sidder på et kontor, at vi kan komme ud og få fingrene i Danish Crowns kerneværdier. For det handler jo om mad, siger han.
Holger Evers fra DC i Rendsburg var helt enig med Laurent Egret.
- Det er rart at møde hinanden i en afslappet atmosfære og få sat ansigter på de mennesker, man har snakket med så mange gang i telefonen. Men vigtigst af alt så er det fremmende for vores samarbejde, siger Holger Evers.
Om samarbejdet kommer til at fungere bedre er ikke til at sige, men finansfolkene er fulde af energi, og de er klar til at tage fat på arbejdet med årsrapporten.
Og kan de så lave mad? Det lykkedes dem i hvert fald at kreere tre lækre retter, som alle sammen blev spist, og alle så ud til at nyde maden. Så det må vist være et ja.